Kostumedrama-shoppelisten der vil gøre din kone lykkelig

Jeg har tidligere fortalt om min kærlighed til kostumedramaer, og det udløste et ønske om en shoppeliste. Den har ikke været nem at lave, da jeg har udlån en stor del af min kostumedrama-samling, men nu er den her. Og hvis man shopper igennem, så tør jeg godt love at man er godt underholdt i mange, mange timer.

Og det skal man vide, inden man går i gang. Det er underholdning der er i højsædet. Kvalitets-underholdning, ja, men ingen tung eksistentiel refleksion. Der vil være sort/hvid karakter-tegning og -udvikling, forvekslingsdramaer og store undertrykte følelser, der pludselig blomstrer. Der vil være barmhylder, oldtusse-sprogbrug og stramme knæbukser til mænd. Til gengæld er der mange gode skuespillere der har lagt krop til BBC-dramaerne, og manuskripterne er velskrevne.

Du vil ikke fortryde det. Hellere underholdning, der ikke giver sig ud for andet, end underholdning, der giver sig ud for nyhedsformidling eller dokumentar.

North And South – nej, ikke den Nord og Syd med flødebollen Patrick Swayze, men en britisk romance om en familie fra det milde syd-England, der flytter nordpå til en hård industrialiseret by, hvor modsætninger – ja, beklager klicheen – mødes. Som den klassiske Pride & Prejudice har den et spejlet zenit. Dvs. i den første halvdel er den ene hovedperson varm på den anden, og halvvejs byttes der (mere eller mindre) roller.

Stolthed og Fordom – en absolut klassiker. Nybegyndere bør starte her. Den har det hele. Og lad nu være med at købe den nye version med Keira Knightly, den er så fesen.

The Tudors (sæson 1, 2 og 3) – Jonathan Rhys Meyers (som nogen måske kan huske fra Bend It Like Beckham) spiller Kong Henry Vlll. Og det gør han godt. Han har den rette madness, han udstråler det farlige Napoleon-kompleks, som nogle små mænd har. Det er spritny produktion, hvor der ikke er sparet på noget, og det i den saftige ende af de ellers meget … børnevenlige kostumedramaer.

Lilies – der er desværre kun en sæson af serien om de 3 Moss-søstre (og deres bror) i 1920’ernes Liverpool. En fattig katolsk familie, mest i modgang. Derfor gør det ikke noget at tilgangen til historien er lidt sentimental, for det er kvali-sentimental.

Sense & Sensibility – fin og let filmatisering af Austen klassikeren. Nogen vil måske sige for let. Og have ret. Men det er gode billeder, roligt tempo og er så ufarlig, at man kan se den uanset hvilken krise man er i. Et godt køb til en rigtig lorte-møgdag. Man kan også købe den hollywoodiserede version, den med Emma Thompson og Kate Winslet, men så skal det være for at se Alan Rickman i en romatisk rolle. For han er en fantastisk antihelt. Hvem husker ikke den udødelige scene i den hollywoodiserede Robin Hood (den med Kevin Costner), hvor han hadsk råber ‘I’m going to carve his heart out with a spoon!’ så spyttet står i stråler?

Cranford – topmålet af hygge! Cranford er en lille by, befolket af en masse hyggelige mennesker, og serien følger deres meget britiske hverdagsdrama, jævnligt afbrudt af en kop the og en passiar. Judi Dench er naturligvis fantastisk, og det samme gælder alle de andre. Der er for nylig kommet en 2’er – Return To Cranford – og den skal jeg helt sikkert se, når vintermånederne vender tilbage. Begge efter en roman af Elisabeth Gaskell, og et eksempel på en filmatisering der er bedre end dets kendte litterære forlæg.

Lark Rise to Candleford (sæson 1, 2 og 3) – ikke at forveksle med Cranford ovenfor. Ung pige flytter fra mikro-landsby (Lark Rise) til lidt større landsby (Candleford), og lærer lidt af hvert om livet, da hun går i lære på det lokale posthus hos en pre-feminist. Kræver nok lidt mere tålmodighed end de andre lilleby-serier, og den er også listens mest sentimentale og moralske. Men den er stadigvæk et godt køb. Du bør nok ikke udsætte din mand for den.

Persuasion – ikke den bedste filmatisering, men hovedrolleindehaveren er sandsynligvis verdens eneste lækre lyshårede mand. Han er også med i Spooks. Og det gør ham ikke mindre lækker.

Wives And Daughters – endnu en historie i rækken af ikke-så-kønne heltinder, der drømmer om den store kærlighed, og må en masse forvikling igennem, mens de stoisk er sig selv tro. Hovedrolleindehaveren i denne serie er faktisk en lille smule irriterende, men jeg tror rollen er skrevet sådan. Igen efter forlæg af Elisabeth Gaskell.

Northanger Abbey – klassisk, rolig Austen, med smukke billeder. Måske lige bortset fra at filmatiseringen tillader sig lidt mere … udvidede fantasier ved vores heltinde, end bogen nok egentlig tillader. Men nogen vil nok synes at det gør filmatiseringen mere moderne.

Bleak House – den kvikke læser vil se, at dette er den eneste Dickens-filmatisering på listen. Det er også den eneste rigtig gode jeg har set i lang tid. Den har det samme fine mix af det mørke og det optimistiske som bøgerne også har, og så er Gillian Anderson god som den forgræmmede Lady Dedlock.

Jane Eyre – åh, så bliver det ikke mere højspændt! Uanset om man har læst bogen, så vil man elske denne filmatisering. Jane går så grueligt meget ondt igennem, før hun får tæmmet sin mørke, sure herre. Sublimt!

Middlemarch – hvis man af og til synes at damerne i kostumedramaerne mangler lidt jordforbindelse, så bør man nok gå udenom Middelmarch. Det er en produktion i vanlig høj kvalitet, som man sluger, selvom hovedromancen ikke er vildt godt underbygget. Og hovedpersonen er en sympatisk helligrøv.